Vi styrker det demokratibærende fællesskab
åbent
Vores samfund er stærkest, når det er åbent og oplyst. Derfor er åbenhed og oplysning kernen i Grænseforeningen Ungdoms engagement. Uanset om vi sætter fokus på danskhed og identitet, mindretalsrettigheder i Europa eller grænser for kærligheden, så kaster vi lys på samfundets kontroversielle problemstillinger.
grænseløst
Mødet på tværs af grænser ligger i vores DNA. Med inspiration fra mindretalserfaringerne i den dansk-tyske grænseregion og vores ambassadørers flerkulturelle baggrunde i bagagen skaber vi forståelse og dialog mellem forskellige kulturer i Danmark og mellem os og vores naboer i verdenen.
engagement
Vi tror, at der ikke findes grænser for, hvad det frivillige engagement kan opnå. Hvert år samler vi over hundrede frivillige til at sortere pant på Roskilde Festival. I 2017 blev Grænseforeningen Ungdom hædret med Tuborgfondets #RFheroes-pris for sin indsats og evne til at skabe samvær blandt de frivillige. Vores ambition er at skabe et rum, hvor samarbejdet forener fler- og mindretal.
fællesskab
For os er det en værdi i sig selv at være sammen og have det sjovt. Derfor indtager fællesskabet en særlig stor rolle i vores aktiviteter. Når vi skaber hyggelige rammer omkring det ungdommelige kulturmøde og samtidig arbejder for et stærkere og mere mangfoldigt fællesskab, så er det win-win for Danmark.